Google+

Er autogenererede ansøgninger gode?

Er autogenererede ansøgninger gode?

Der findes tjenester på nettet, hvor man kan købe ansøgninger, som er blevet genereret på baggrund af standardvendinger og generelle ting, som typisk indgår i en ansøgning. Tilbuddet er ofte tillokkende og det kan være fristende at slå til og på den måde spare en del tid, ved at sammensætte ansøgningen ud fra generelle udtryk.

Ofte bliver det endda påpeget, at man ikke kan se forskel og at selv erfarne HR-medarbejdere og rekrutteringskonsulenter ikke vil kunne skelne de autogenererede ansøgninger fra de manuelt udformede.

Men er de autogenererede ansøgninger gode nok og kan man virkelig ikke se forskel?

Ingen personlighed i ansøgningen

Efter flere år med rekruttering og efter at have screenet flere tusinde ansøgninger og CV’er, så er min erfaring, at dette ganske enkelt IKKE er tilfældet. Man kan helt klart se forskel på de autogenererede ansøgninger og de manuelle. Auto-ansøgningerne er ganske enkelt for overfladiske og kolde og man fornemmer ret hurtigt, at der ikke sidder en person bag ansøgningen.

Man får altså ved gennemlæsningen ikke et indtryk af, hvilken personlighed der gemmer sig bag ansøgningen. Og her er det vigtigt at have en forståelse for, hvad formålet med ansøgningen egentlig er.

Autogenererede ansøgninger

Er autogenererede ansøgninger gode, eller kan det gøres endnu bedre?

Formålet med et CV er at gøre det synligt for den pågældende virksomhed, at du er fagligt kvalificeret til stillingen. CV’et er med andre ord med til at kvalificere dig i udvælgelsesprocessen i forhold til hvem virksomheden ønsker at se til en uddybende samtale. Formålet med ansøgningen er derimod at motivere virksomheden til at ville møde dig. Hvorfor er det lige netop DIG som virksomheden skal møde og hvorfor brænder du for præcis DETTE job?

Der må derfor meget gerne være masser af personlighed og livsglæde i ansøgningen og allerede her skal virksomheden begynde at få et billede af, hvilken personlighed de eventuel kommer til at møde. Hvis du gør dit arbejde ordentligt med ansøgningen, så er sandsynligheden for, at virksomheden ønsker at møde dig til en samtale langt større, end hvis du forpasser denne mulighed for at give virksomheden et indtryk af, hvem du er som person.

Ansøgningen skal være specifik

Ansøgningen skal desuden være så specifik på virksomheden og jobbet, som overhovedet muligt. Ansøgningen skal derfor omhandle virksomheden og den pågældende stilling. Dette er meget svært at opnå gennem en autogenereret ansøgning, da der bliver taget udgangspunkt i generelle vendinger og udtryk.

Man ender derfor hurtigt ud med en flad, overfladisk og intetsigende ansøgning, som intet fortæller om, hvorfor det lige netop er DIG, virksomheden skal ansætte og ikke en af de mange andre kandidater, som gør deres arbejde med ansøgningerne grundigt og som lægger sjæl og personlighed i ansøgningen.

Når man skriver ansøgninger, er der altså ingen lette smutveje gennem processen. Ikke hvis du vil have en god chance for at få jobbet - men det er jo helt op til dig selv, om du vil benytte dig af autogenererede ansøgninger, eller om du hellere selv vil lave dem.

Hvad vælger du?

Ingen kommentarer

Du kan skrive den første kommentar!

Leave A Comment

Please enter your name. Please enter an valid email address. Please enter a message.

Følg mig på Google+