Google+

Hvordan skiller du dig ud som jobsøgende?

Hvordan skiller du dig ud som jobsøgende?

Det kommer ikke som en overraskelse, at der de seneste år har været en del flere jobsøgende på markedet, end der har været tidligere, hvilket er et resultat af blandt andet finanskrisen. Da der derfor er flere kandidater om de ledige stillinger, end der tidligere har været, gælder det i høj grad om at skille sig ud, for at komme i betragtning. Nedenfor kan du se en oversigt over nogle af de ting, du som jobsøgende kan gøre for at skille dig ud og samtidigt også en oversigt over, hvad du IKKE bør gøre, hvis du vil i betragtning til jobbet.

Det skal du gøre

Handling og engagement

En ansættende virksomhed ønsker at se handling og engagement. Dette kan du udtrykke på flere måder. Beskriv i din ansøgning og i dit CV, hvordan du har engageret dig og hvordan du har handlet. Dette er med til at give arbejdsgiveren et indblik i, hvem du er som person og dermed er der større sandsynlighed for, at du bliver udvalgt til en samtale.

Hvordan skiller du dig ud som jobsøgende

Hvordan skiller du dig ud som jobsøgende?

Almen viden

Det er altid godt at have en almen viden. Jo mere du ved om forskellige emner, jo lettere er det for virksomheden at se dig i nogle af virksomhedens roller samtidigt med, at du udstråler, at du kan tænke på tværs af arbejdsopgaverne. Dette kan igen afspejles i både ansøgning og CV.

Konkretisér, hvad du kan i forhold til et job

Sørg for at komme med helt konkrete eksempler på, hvad du har gjort og hvordan du har gjort det. Kom også gerne med eksempler på, hvordan du vil løse aktuelle problemstillinger i den pågældende virksomhed. Det gør det lettere for virksomheden at relatere sig til dig i den ledige stilling. Kommer du til en samtale vil det igen være en fordel at være så konkret, som overhovedet mulig, når du omtaler projekter, som du har arbejdet med eller arbejdsopgaver, du har løst.

Personlige og sociale kompetencer tæller

Når du søger et job i en virksomhed, vil du ikke kun blive bedømt ud fra dine faglige kompetencer. Der vil i høj grad også blive lagt mærke til dine personlige og sociale kompetencer. Disse kompetencer kan nemlig være altafgørende for, om du lykkes og får succes i den pågældende stilling. Dette er også den altafgørende årsag til, at langt de fleste større virksomheder i dag benytter personlighedstests, når de skal ansætte nye medarbejdere. Jo bedre du kender dig selv, dine personlige og sociale kompetencer, jo lettere vil det være for dig at sætte dem i spil og kompensere for de kompetencer, som måske ikke er udpræget hos dig. Sørg derfor for at forberede dig grundigt og lær dig selv at kende.

Hellere tage en chance for meget, end en for lidt

Du vil ofte få succes med at tage forskellige chancer. Både i forbindelse med jobsøgningsprocessen, når du skal finde interessante virksomheder, som du kunne tænke dig at arbejde for, men også når det gælder eventuelle samtaler. Jo mere du skiller dig ud på den positive måde, jo større er sandsynligheden for, at du vil blive husket og at du vil komme i spil til jobbet. Dette kan også være, når du overvejer at tage kontakt til en virksomhed, som du er interesseret i. I stedet for at vente, så tag kontakten med det samme og forhør dig om mulighederne for et job. Det viser samtidigt handling og engagement.

Mellemjob

Sørg for at være bevidst om, hvor du er på vej hen. Er dit næste job, en stilling som du har tænkt dig at blive siddende i resten af din tid på arbejdsmarkedet, er der tale om en midlertidig stilling og hvor er du i det hele taget på vej hen. Jo mere du er opmærksom på, hvad det er du ønsker af dit erhvervsmæssige virke, jo lettere bliver det for dig at finde frem til de ting, som du søger. Har du et ønske om at nå en bestemt position i virksomheden, så kan det være en god idé at tage et mellemjob, som er et job på vej til det endelige job. Men vær sikker på, hvad dette job skal give dig og hvad du skal udvikle på denne platform. Ellers er sandsynligheden ikke stor for, at du kommer i mål med det, som du planlægger.

Det skal du ikke gøre

Lad være med at gøre det samme som alle andre

Det siger sig selv, at hvis du gør det samme, som alle de andre kandidater, så skiller du dig ikke ud og så vil du ikke blive husket. Hverken i forbindelse med en gennemlæsning af din ansøgning, eller hvis du skulle være så heldig at komme til samtale. Virksomheden modtager måske 100 ansøgninger til den pågældende stilling og der er kun én, som slipper gennem nåleøjet. Hvis du gør det samme, som alle de andre, så vil det højst sandsynligt ikke blive dig, som slipper igennem. Læs blandt andet om de 10 typiske fejl i ansøgning og CV.

Manglende almen viden

Det giver et dårligt indtryk, hvis du ikke har en almen viden. Dette kunne eksempelvis være om virksomheden og dens medarbejdere, forretningsområde, konkurrenter eller andet. Jo mere vidende du virker, jo mere udstråler du, at du har styr på tingene og at du interesserer dig for området. Jo mere uinteresseret du virker, jo mindre er sandsynligheden for, at virksomheden finder DIG interessant.

Lad være med at beskrive dig selv for bredt

Lad de generelle fraser og termer ligge og lad være med at tage udgangspunkt i helt generelle vendinger, som kunne passe på alle personer og i alle situationer. Det viser mangel på konkretisering og engagement og giver et dårligt indtryk. Samtidigt er det ikke med til at skille dig ud fra den store mængde af kandidater, som gør præcis dette. Jo mere konkret du kan være, jo bedre.

Lad være med at læne dig tilbage og vente

Drømmejobbet kommer ikke lige pludselig dumpende af sig selv. Du kan selvfølgelig være heldig, at det sker i netop dit tilfælde, men chancen er ikke stor. Sørg for at være opsøgende og undersøg alle de muligheder, som du kan finde. Det kan desuden være med til, at du kommer først i ansøgningsprocessen – før stillingerne rent faktisk når at blive slået op. Det siger sig selv, at chancerne dermed er større for, at du bliver den kandidat, som virksomheden vælger til jobbet. Det kræver aktivitet og handling at finde drømmejobbet og derefter at få det.

Lad det snæversynede blik blive hjemme

Selvom jobbet handler om et område, som du kender meget til og som du har meget store erfaringer med, så vær åben overfor andre måder at gøre tingene på og andre arbejdsprocesser. Der kan være mange rigtige måder at løse udfordringerne på og jo mindre åben du er overfor disse muligheder, jo mindre er sandsynligheden for, at virksomheden ønsker at ansætte dig. I nogle virksomheder skifter strategien ofte og her er det nødvendigt, at du er dynamisk i din tilgang til arbejdsopgaverne. Ellers får du ikke jobbet.

Lad være med at problematisere

Jo mere løsningsfokuseret og fremadtænkende du er, jo bedre vil virksomheden synes om dig. Jo mere du tænker i helheder, løsningsmodeller og tværorganisatorisk, jo mere viser du, at du ikke vil lade problemerne fylde mere end højst nødvendigt. Samtidigt viser det et overblik over, at noget af det du gør, kan skabe udfordringer andre steder i organisationen. Jo mere du problematiserer noget, jo dårligere indtryk vil virksomheden få af dig.

Der er andre ting, som du kan gøre for at skille dig ud fra mængden af ansøgere til en stilling. det vigtigste er, at du tænker dig grundigt om og ikke bare slår autopiloten til. Det gør alle de andre nemlig.

Hvis du har andre forslag, er du velkommen til at kommentere nedenfor.

Ingen kommentarer

Du kan skrive den første kommentar!

Leave A Comment

Please enter your name. Please enter an valid email address. Please enter a message.

Følg mig på Google+